I købesummen er indeholdt parcellens andel af udgifter til kørebane, kantsten, græsrabatter, gadebelysning og kloaktilslutning for så vidt angår spildevand samt regnvand bortset fra en større del af område 3 og en mindre del af område 1, hvor der kun er delvist kloakeret for så vidt angår regnvand.
Ud over købesummen skal der betales investeringsbidrag for fjernvarme, vandtilslutningsbidrag og tilslutningsbidrag for el, alt i henhold til gældende takst.
Vandtilslutning betales af køber til Hammerum Vandværk. I et mindre område af område 1 og et større område af område 3 er alene indeholdt udgifter til spildevandsledning samt begrænset afløb for regnvand svarende til 5 l pr. sekund pr. ha. Det vil sige, at køber i dette område skal sørge for forsinkelse af regnvandets afløb enten ved genbrug, nedsivning, forsinkelsesbassin eller lignende, som kan godkendes af Herning Kommune.
Tilslutningsbidrag for varme betales direkte til EnergiGruppen Jylland A/S efter faktisk tilslutning.
Tilslutningsbidrag for el betales af køber direkte til EnergiMidt efter faktisk tilslutning.
Det oplyses, at afgift og bidrag til kloakrenseanlæg m.v. opkræves løbende over forbrugsafgifterne som vandafledningsbidrag. Overskudsjord uden indhold af bygningsaffald og lignende vil som udgangspunkt blive betragtet som rent, og må anvendes frit. Dog gælder det generelle krav ved konstatering af en uventet forurening i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde at grundejeren eller entreprenøren skal standse arbejdet og kontakte kommunen.