Sådan køber eller reserverer du en byggegrund
Læs om køb og reservering af en grund, og find svar på mange andre spørgsmål her på siden.
Læs om køb og reservering af en grund, og find svar på mange andre spørgsmål her på siden.
Hvis du har spørgsmål, der ikke bliver besvaret på denne side, er du altid mere end velkommen til at kontakte vores grundsalgsteam.
Find kontaktoplysninger i kontaktboksen her på siden.
Der er være mange hensyn at tage, når du skal købe en boliggrund. Du vil typisk have krav til både grundens placering, størrelse og pris med mere.
Inde på hver boliggrund finder du links til salgsmateriale og lokalplan for området og eventuelle eksterne links såsom den lokale borgerforening.
Når du har fundet ønskegrunden, skal du blot ringe til vores Grundsalgskontor på telefon 96 28 23 23.
Du kan også besøge os på Rådhuset, indgang A, 1. etage, lokale A1.26.
Alt vi skal vide er, hvilken grund du ønsker at købe. Derefter sender vi dig en købsaftale, som du skal skrive under og returnere inden 6 dage. Sammen med købsaftalen modtager du en guide til brug ved digital tinglysning.
Når vi modtager en underskrevet købsaftale, sender vi en faktura på opkrævning af købesum samt udgifter til tinglysning.
Hvis du er interesseret i at købe en reserveret grund, som du ikke selv har reserveret, så ring eller skriv til Grundsalgskontoret.
Vi kontakter herefter den, der har reserveret grunden. Du får besked efter senest 1 uge, om du kan købe grunden.
Hvis du har spørgsmål eller mangler oplysninger, kan du ringe eller skrive til Grundsalgskontoret.
Du kan sagtens reservere en boliggrund, inden du køber den.
Alt du skal gøre er at kontakte grundsalgskontoret på telefon 96 28 23 23.
Du kan også besøge os på Rådhuset, indgang A, 1. etage, lokale A1.26.
For at reservere en grund, er der enkelte betingelser, der skal være opfyldt:
Det er en god idé at læse lokalplanen for udstykningen igennem.
Lokalplanen fortæller for eksempel, hvilke materialer, du må anvende, hvor bygningerne må placeres, og hvilke type beplantning der er tilladt.
Det betyder sikkert også noget for dig, hvad der kommer til at ske rundt om din boliggrund.
Derfor er det klogt, hvis du ser i lokalplanen, om du for eksempel bliver nabo til et regnvandsbassin, institutioner, veje eller et grønt område.
Du finder lokalplaner via dette kort.
Du er også velkommen til at kontakte grundsalgskontoret og få en lokalplan tilsendt via mail.
Når du har sat dig godt ind i lokalplanen og måske udstykningsplanen, er det vigtigt, at du også forholder dig til, hvad der eventuelt står i tingbogen om grunden.
De oplysninger kan du finde på www.tinglysning.dk.
Inden du køber en boliggrund, skal du undersøge, om dit byggeri kan placeres på en tilfredsstillende måde på grunden.
Du skal derfor tjekke indkørselsmuligheder og de terrænmæssige forhold på grunden. Det kan betyde noget for eventuelle niveauspring i huset og for, hvordan du skal håndtere overfladevand.
Tinglysning af skødet sker elektronisk på www.tinglysning.dk.
Du underskriver også skødet elektronisk. Det vil sige, at du/I ikke modtager et skøde på papir førend skødet er endeligt tinglyst.
Hvis du har en Mit-iD kan du selv underskrive det digitale skøde via et opslag i den elektroniske tingbog.
Læs mere i den guide, der er vedlagt købsaftalen.
Herning Byråd har i 2011 besluttet at ændre praksis i forhold til tilbagekøb af grunde. Praksis var tidligere at købe alle grunde i kommunens udstykninger tilbage, som vi fik tilbudt.
Det er lavet om, så vi oftest ikke køber grunde tilbage.
På grund af ændrede markedsforhold har Byrådet besluttet at ændre vilkårene.
Hidtil har hver part betalt halvdelen af udgifter til tinglysning og registrering af skøde.
Det er nu ændret, så køber betaler alle udgifter til tinglysning med videre samt eventuelle udgifter til advokat.
I de boligområder, Herning Kommune udstykker, har du normalt pligt til at være medlem af en grundejerforening.
Det vil typisk stå enten i salgsmaterialet eller i lokalplanen.
Af lokalplanen fremgår det, hvilke arealer grundejerforeningen overtager ansvaret for. Arealerne anlægges af kommunen, men grundejerforeningen skal så drive dem bagefter.
Måske overdrager kommunen arealerne i etaper. Arealerne, der overdrages, er ikke nødvendigvis nyanlagte.
De anlæg, der står beskrevet her nedenfor, skal vedligeholdes, så loven overholdes.
Veje og stier, der er private fællesveje, skal vedligeholdes af grundejerforeningen. Overkørsler til de enkelte grunde er en del af vejanlægget og skal altså også vedligeholdes af grundejerforeningen. Kommunen er såkaldt vejmyndighed. Derfor skal eventuelle ændringer godkendes af kommunen.
For at sikre en lang levetid bør sætninger og revner i belægningen ordnes løbende, og kantsten/vejkanter holdes fri for ukrudt. Private fællesveje skal holdes i god og forsvarlig stand.
Det vil være en god idé, hvis grundejerforeningen løbende sparer op til vedligeholdelse af veje samt nyt toplag.
Belægninger på fællesarealer, fortove, overkørsler og p-pladser skal holdes rene og vedligeholdes efter behov
Grundejer/grundejerforeningen skal udføre - og har ansvaret for - snerydning/vintervedligeholdelse på private fællesveje.
Se Herning Kommunes regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse.
Det er klogt at læse salgsmaterialet godt igennem. Rendestensbrønde og tilhørende stikledninger er en del af vejanlægget, og derfor skal grundejerforeningen tilse dem. Kig til rendestensbrøndene af og til og tøm dem for sand, blade og lignende. På den måde sikrer I jer, at brøndene fungerer, som de skal.
I områder med nedsivning af regnvand på egen grund, jævnfør Herning Kommunes spildevandsplan, overtager grundejerforeningen også regnvandshovedledningen og evt. regnvandsbassin.
Slam og andet affald fra vejanlægget skal behandles som forurenet affald jævnfør Herning Kommunes anvisninger. Tømning af rendestensbrønde kan udføres af kloakservicevirksomheder.
Grundejerforeningen overtager hele belysningsanlægget (kabler, armatur, master mm). På nuværende tidspunkt drives belysningsanlægget af EnergiMidt. Grundejerforeningen skal regne med udgifter til udskiftning af armatur hvert 20-25 år og udskiftning af master hver 40-50 år.
Hermed forstås allé/enkeltstående træer, læbælter, hække, buske, krat og beplantninger/bede med prydbuske eller bunddække.
I skal i grundejerforeningen regne med at skulle renholde arealerne omkring træerne. I skal også gøde, beskære og eventuelt vande.
Læbælter, hække, buske, krat og beplantninger/bede med prydbuske eller bunddække skal I holde på en sådan måde, at ukrudtet ikke skader eller hæmmer beplantningen.
Når beplantningerne er blevet tætte, er der normalt ikke længere behov for at holde området. I skal i grundejerforeningen dog regne med at skulle udtynde og forynge - og eventuelt fjerne ammetræer.
De fleste beplantninger skal beskæres let en-to gange om året - og mere omfattende hvert 5.-7. år.
Det kan være en fordel at gødske beplantninger en-to gange årligt. Efterplantning/udskiftning af beplantning kan måske være nødvendigt, hvis der har været sygdom i beplantningen, eller planterne er beskadigede.
Blomsterløgene må ikke klippes ned, før de er afblomstret, og bladene er visnet helt ned. Hvis blomsterløgene er placeret i græs, klippes der uden om de arealer, hvor løgene er placeret, indtil løgene er visnet helt.
Hvor tit I skal slå græsset afhænger af, hvor højt græsset må blive. Vi anbefaler, at græsarealerne klippes minimum en gang om året. For at forlænge græssets levetid og kvalitet og holde det pænt, skal græsarealet gødskes en-to gange årligt. Hvis der er tale om arealer med naturgræs, skal der ikke gødskes.
Grøfterne skal vedligeholdes, så de fungerer efter hensigten. I skal i grundejerforeningen regne med at rense grøfterne hvert 3.-6. år. Samtidig skal eventuelle træ-agtige vækster fjernes eller skæres ned én gang om året.
Legepladser overtages i lovlig stand. Grundejerforeningen har herefter pligt til at foretage de nødvendige, løbende syn. Rapporter fra syn af legepladsinspektøren samt papirer fra egenkontrol, udskiftninger af materialer og lignende opbevares af grundejerforeningen.
Grundejerforeningen overtager de økonomiske forpligtelser, drift, rengøring og vedligeholdelse af såvel redskaber som faldsand. Det er grundejerforeningen, der har ansvaret for for eksempel almindelig oprydning, ukrudtsbekæmpelse og udskiftning af defekte dele.
Grundejerforeningen har ved misligholdelse af legepladsen pligt til at fjerne legeredskaberne og retablere arealet som de tilgrænsende arealer.
Grundejerforeningen skal tegne en ansvarsforsikring for legepladsen, så længe den er i brug til formålet. Legepladser skal betragtes som offentligt tilgængelige.
Skulpturer, bålsteder og lignende skal holdes i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand.
Vi opfordrer grundejerforeningen til at tegne en ansvarsforsikring for hele området.
Her kan du læse om kommunens administrationsgrundlag for arealopkøb. byggemodning, markedsføring og salg af jord.
Retningslinjer for kommunens jordsalg tager afsæt i Byrådets visioner og overordnede målsætninger for kommunens jordforsyning (bolig og erhverv).
Visionen beskriver kommunens langsigtede mål og svarer ca. til en 12 års periode. De overordnede målsætninger svarer til cirka en 4 års periode.
Endvidere kan der som led i de årlige budgetbehandlinger fastlægges konkrete delmål og indsatsområder samt servicemål.
De anførte visioner og målsætninger med videre fremgår af kommunens årlige budgetter og boligforsyningsplanen.

Annette Nielsen
Sekretær
Tlf.: 96 28 23 23 / 23 63 88 80
@: annette.nielsen@herning.dk
Anne Mette Skjærlund Knudsen
Grundsalgskoordinator
Tlf.: 96 28 85 17 / 51 35 40 91
@: bekak@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.